GR20 Race Report

GR20 Racereport

Jeg vågner! Det er 5. gang, jeg er blevet vækket. Jeg vender mig og kigger på manden ved siden af mig med øjne, der kunne dræbe. Manden ligger med åben mund og laver verdens mest irriterende og nok også højeste vejrtrækning. Jeg kender ham ikke. Vi ligger omkring 25 mennesker og sover i hytten. Alle med det til fælles at de har begivet sig ud på et eventyr, men ikke et hvilket som helst eventyr. Dette eventyr indebærer en god portion fysisk styrke, tålmodighed, evnen til at presse sig selv, mod og en lysten til eventyr.

 

Jeg har gennem de sidste ca. tre år haft GR20 ruten i tankerne. Første gang jeg hørte om ruten, var mange år tilbage, da min far fortalte om den berygtede og fantastiske rute, der går tværs gennem Korsika fra nordvest til sydøst og strækker sig over små 200 km og 12.000 højdemeter, afhængig af rutevalg. De sidste tre år har det ikke bare været tanken om at gennemføre ruten, men om at gennemføre hurtigt, der har været tiltalende.

Jeg har i de seneste 5 år løbet mere og mere. Specielt det at løbe i naturen på de små stier og udforske ”det næste hjørne” er det, der gang på gang får mig i løbeskoene. Jeg har gennemført en del ultraløb i Danmark, men også i lande som Island, Italien, Norge og Schweiz, så jeg føler, at jeg er ved at have en del erfaring i forhold til at bevæge mig i bjerge, men også i forhold til, hvilket udstyr, taktik og energi jeg skal vælge til de forskellige eventyr, jeg kaster mig ud i.

Der er ingen tvivl om, at bjergene trækker i mig hvert år, og jeg forsøger da også at melde mig til mindst et bjergløb om året som det højdepunkt, jeg træner imod netop det år. Mine tidligere løb har alle haft til hensigt at gøre mig klar til et langt eventyr i fremtiden, når jeg følte mig klar. Det med at have nogle langsigtede mål fungerer godt for mig, men GR20 er dog det mest langsigtede mål, jeg nogensinde har arbejdet hen imod.

Hele sidste år var jeg skadet med svangseneproblemer, og jeg måtte udgå af et løb, melde mig til en kortere distance på et andet løb og generelt holde lange pauser store dele af året. Det var et forfærdeligt år. Men en god ting kom der dog ud af det. Jeg blev meget bevidst om, at det var de lange eventyr og det langsigtede mål, jeg manglede og savnede, og tanken om GR20 blev mere og mere konkret i mit hoved.

Lige siden jeg startede med at løbe ultratrail, har jeg haft en bestemt butik, jeg har foretaget mine indkøb af stort set alt udstyr, nemlig Outdoor Rødovre. I Outdoor Rødovre har jeg altid fået fantastisk service og god vejledning med henblik på at købe udstyr til mit næste løb eller eventyr, om man vil. Jeg har sammenlagt brugt mange timer på at snakke med ejeren Ib om stort og småt i forbindelse med mine løb, og vi har udviklet en form for venskab. Jeg havde været stamkunde i Outdoor Rødovre et par år, da Ib ansatte en meget kyndig og dygtig mand ved navn Knut.

Det viste sig hurtigt, at Knut og jeg havde nogle af de samme tanker og tilgange til det at løbe og tage på eventyr, og under en af vores mange snakke i butikken nævnte jeg, at jeg længe havde drømt om at løbe GR20 ruten på Korsika. Knuts svar var ”Jeg er klar!”. Jeg blev lidt overrasket over hans hurtige svar, men i løbet af de næste gange jeg var i butikken blev det mere og mere tydeligt, at Knut virkelig var ”klar”.

I mellemtiden besluttede jeg sammen med min familie at flytte tilbage til Aarhus fra København, men Knuts og mine planer blev ved med at udvikle sig over Facebook, og en weekend tog jeg over ham, og vi kiggede grundigt på ruten og sammensætningen af etaper. Vi brugte også tid på at at forventningsafstemme i forhold til mål og tilgange til det at gennemføre GR20 hurtigt, og vi endte med en ambitiøs, men ikke umulig plan om at gennemføre de små 200 km og 12.000 højdemeter på 5 dage. Normalt anbefales det, at man vandrer ruten på 14 dage.

Distancen vi skulle løbe, og tiden vi skulle bruge på det, tog udgangspunkt i guidebogen fra Cicerone. Vi havde estimeret med en halvering af de tider, der stod i guidebogen (uden pauser). Det ville altså blive nogle lange dage på sporet med et konstant tidspres for at nå hytterne, inden det blev mørkt.

Planen var at gøre det hele med så let oppakning som muligt, hvilket betød, at vi skulle rejse i vores marinould løbetøj fra Ashmei og kun have det mest nødvendige med. Ideen var at løbe/gå om dagen og sove i hytter (re såkaldte refuger) om natten, så vi kun skulle have sovepose med. Vi skulle købe os til mad undervejs, hvilket vi have læst, at man kunne, og så holde energien oppe med energi fra 32GI. Vi bruger begge produkterne fra dette mærke til konkurrencer, så vi ved, at det fungerer perfekt, når kroppen bliver presset. Knut og jeg brugte meget tid på at snakke udstyr, og da Knut har styr på det shit, var det nemt for mig at læne mig lidt tilbage og suge til mig af hans erfaring og gode råd om valg af udstyr.

Knut har lagt vores pakkeliste på Outdoor Rødovres blog: http://www.blog.outdoorrodovre.dk/pakkeliste-tanker-gr20-paa-korsika/ Min er stort set identisk, med små afvigelser.

13432168_618430344988161_5973509801998273437_n

Held i uheld

Endelig oprandt dagen midt i juni, hvor jeg skulle af sted til Korsika. Jeg stod op kl. 5, tog bussen til København og befandt mig hjemme hos Knut i Taastrup kl. 10.30. Herefter begyndte Knut og jeg at pakke tasker og snakke udstyr. Et par last minut calls i forhold til udstyr blev taget, og energien fra 32 GI blev fordelt. Lige pludselig havde vi travlt og skulle skynde os til toget. Da vi kom lidt sent ud af døren, måtte vi løbe for at nå vores S-togsafgang. Tasken føltes tung, men sad godt, da vi drejede op mod stationen i let løb. Pludselig sprang stroppen til skulderselen, og min taske hang i den ene side. Der var ingen tvivl: Jeg skulle have en ny taske. Til vores held havde Knut en identisk taske hjemme i lejligheden, og vi løb hjem og pakkede om. Herefter tilbage til S-togsstationen og mod lufthavnen. Jeg havde tidligere drillet Knut med, at vi var i god tid. Det blev vores redning. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det var gået, hvis tasken var gået i stykker undervejs på turen. Den var ikke til at redde, så det var held i uheld, at det skete på det tidspunkt, selv om det gav en hektisk start.

 

Rejsen til Korsika

Vi havde booket vores rejse gennem et charterbureau, da der ellers ikke var direkte flyvninger til Korsika. Vi havde også booket en bus med andre gæster fra bureauet som skulle fragte os til Calvi, hvor vi skulle overnatte den første aften. Da vi ankom til lufthavnen i Bastia, som er den største by på Korsika, måtte vi vente lang tid i flyveren, da ankomstterminalen var fyldt med mennesker, og paskontrollen ikke kunne følge med. Da vi endelig kom ud til den bus som skulle fragte os til Calvi, måtte vi igen vente. Denne gang på nogle passagerer, som havde mistet deres bagage undervejs. Da vi endelig kom af sted, var vi næsten tre timer forsinket, hvilket betød, at vi ikke nåede at få noget ordentligt aftensmad, men bare en tør sandwich fra lufthavnens café. Vi ankom sent til Calvi og måtte opgive at købe gas til vores brænder, da det var blevet for sent, og alt var lukket. Efter en del tegnsprog og google translate fik vi hos natportien bestilt den taxa, som skulle køre os til startbyen Calenzana næste morgen, og vi gik herefter på hovedet i seng. Inden vi tog af sted fra Danmark, havde jeg skrevet til hotellet og spurgt, om de kunne bestille en taxa, men jeg havde aldrig fået svar, så vi turde ikke tage chancen.

Jeg fik ikke sovet så godt den nat. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. En af de tanker, som holdt mig vågen, og som skulle hjemsøge mig under hele turen, var, om vi havde planlagt etaperne godt nok. Havde vi været for overmodige ved at halvere tiderne fra guidebogen, og ville det blive for presset? En anden tanke var, om turen alligevel var for farlig for en familiefar som mig?

Da vækkeuret ringede næste morgen, gik vi i gang med at pakke og få udstyret i orden. Vi sprang morgenmaden over i første omgang og besluttede os for at spise, når vi ankom til startbyen Calenzana. Knut havde forberedt havregryn hjemmefra. Da vi kom ned på gaden, holdt der to taxaer, og der gik lidt tid, før de to chauffører havde fundet ud af, hvem der skulle køre. Det hele foregik på fransk, så Knut og jeg fattede ikke en brik, men satte os ind i den forreste bil, da det virkede til at han havde fået turen. Efter 20 minutters korsikansk taxatur i høj fart på smalle veje og med mobil i hånden holdt taxachaufføren ind på torvet i Calenzana, og eventyret kunne begynde.

 

Eventyret begynder:

  1. Etape: Calenzana – Haut Asco Stangnu

26 km, 3130 Ascent, 1986 Descent, 10 timer

Første dag på GR20 ruten. Vi havde læst meget om den første etape hjemmefra. I guidebogen skrev de, at man ville få en ”baptism of fire”. Ganske rigtigt steg ruten fra første skridt. Til at starte med var ruten stejl, men til at bevæge sig på. Ruten var indimellem også til at løbe på, men efter de første timer begyndte klipperne rigtig at dukke op, og der var allerede her en del scrambling. Vi nåede Refuge d’ortu i 1570 meters højde, men der var koldt og ikke så hyggeligt, så vi drog videre umiddelbart efter at have fyldt vores vandflasker.

13427738_620416341456228_8950877613534849954_n

Her mødte vi for første gang to franske fyre, som havde lagt samme plan som os, nemlig at gennemføre på 5 dage. Disse to franske fyre mødtes vi med dem mange gange undervejs. Næste del af etapen gik op i 2000 meters højde til Bocca Piccaia. En hård opstigning efterfulgt af en teknisk svær vandring på tværs af en åben bjergside. Det var overskyet, og tågen lagde sig tæt op af bjerget og forhindrede os i at se de andre bjergtoppe i omegnen, men man var ikke i tvivl: Det var stejlt, og man skulle koncentrere sig, når man bevægede sig på tværs af klipperne. Ruten var ikke til at løbe på, og klipperne var skarpe, så jeg fik min første lille flænge i hånden på dette stykke, og jeg fandt hurtigt ud af, at det kunne betale sig at have handsker på hele tiden, da man konstant skulle bruge hænderne til enten at klatre op eller ned. Et stejlt og langsommeligt nedløb sluttede denne del af etapen ned mod Refuge Carozzu i 1270 meters højde. Her fik vi frokost bestående af en lækker omelet og en cola. Perfekt løbemenu. Nok til at fylde i maven, men ikke så meget, at man føler sig tung. De var hurtige til at lave maden, men kroppen var allerede presset og blev hurtig kold. Heldigvis var min Berghaus-jakke øverst i tasken, og jeg fik hurtigt jakken på og fik varmen.

Den sidste del af etappen var benhård. En kortere nedstigning til en hængebro på glatte klippestykker satte balancen på prøve. Der var sat kabler i klipperne, men heldigvis var det tørt, så det var ikke nødvendigt at holde fast. Vi mødte vores franske venner på hængebroen og forsatte efterfølgende op, op, op af en meget stejl, men fantastisk opstigning mod Bocca a i Stagni i 2000 meters højde. Igen var der en del scrambling, og mange steder var der kæder boltet fast i klipperne. Vi snakkede om at, havde det været regnvejr, ville dette stykke have taget næsten dobbelt så lang tid at forcere. Vores stave sad på denne del af ruten i rygsækken, da man konstant skulle bruge hænderne til at hive sig op og gribe fast i klipperne. Det var benhårdt. Som så mange andre gange blev jeg glad for, at jeg havde valgt mine Inov8 sko med deres fantastiske greb på klipper.

13450150_620409834790212_3997133802930093099_n

 

Den sidste del af etapen blev brugt på en teknisk svær nedstigning mod vores ly den første nat, nemlig Refuge Haut Asco. Man kunne se Haut Asco nærmest på hele nedstigningen, og det føltes som en evighed, inden vi nåde vores endestation for den første dag. Da vi ankom, fik vi tjekket ind, da man skal booke hytterne hjemmefra. Man kunne ikke købe aftensmad på refugeet, men vi gik hen på en nærliggende restaurant for at fylde vores depoter op. Til vores store forbavselse serverede restauranten ikke aftensmad før 19.30, så det endte med, at vi drak en øl, spiste chips og gik tilbage til hytten og tilberedte en af de to frysetørrede pastaretter, vi havde med i køkkenet, da vi gerne ville tidligt i seng. Natten forløb nogenlunde, men tanker om de næste dages etaper for rundt i hovedet på mig og gjorde det svært at falde i søvn.

13435555_620416321456230_6720317928418073784_n

 

  1. Etape: Haut Asco Stangnu – Manganu

43 km, 2720 Ascent, 2500 Descent, 12 timer

Da vækkeuret ringede kl. 5 efter en nogenlunde nat, var de første i hytten allerede på vej ud af døren. Jeg husker det, som om at Knut sprang op af sengen, og med militær præcision gik han i gang med at gøre udstyret klart og få tøjet på. Jeg bliver nødt til at sige, at Knut er latterligt effektiv om morgenen. Han ved lige, hvad han skal give sig til og i hvilken rækkefølge. Mig, not so much.

Da vi stod foran hytten klar til anden etape, var det med en smule sommerfugle i maven, da den første del af etapen stort set var ukendt for os. GR20 ruten blev på grund af en tragisk dødsulykke, hvori 7 personer omkom, sidste år lagt om på den del af etapen, vi skulle begynde med, og vi havde derfor ikke den store ide om, hvad der ventede os på dagens første stykke. Vi havde aftenen forinden snakket med en engelsk fyr, som havde gået ruten modsat aftenen før, og vi havde regnet os frem til, hvad vi nogenlunde kunne forvente os af kilometer og højdemeter. Det, vi ikke kunne læse os til, var, hvor hård den første stigning skulle blive.

Efter en dejlig rolig start gennem et skovstykke og over nogle bække kom vi til foden af det bjerg, vi skulle over. På det første stykke indhentede vi dem, der havde startet tidligt, og vi måtte ved et par stejle stykker med scrambling vente på, at dem foran os kom igennem. Heldigvis lod de fleste os komme forbi, da de godt kunne se, at vi bevægede os meget hurtigere end dem, og jeg tror måske kun, vi ventede 20 minutter samlet på det første stykke af bakken. Jeg tør ikke tænke på, hvor meget man kan komme til at vente i højsæsonen. Bjerget begyndte hurtigt at vise tænder, og stigningen var brutal. Knut var hurtigere end mig opad, og det var mentalt trættende hele tiden at kunne se Knut længere fremme. Ikke fordi han var hurtigere, men fordi jeg kunne se, hvor stejlt det var, og hvor langt jeg havde igen under hele opstigningen. Underlaget vekslede mellem løst grus, løse små klipper, store klipper og decideret klatring. Det hårdeste var ikke de farlige klatrestykker, men det løse grus, som sugede alt energi, hver gang man tog et skridt. Flere steder var der spændt kæder ud, som man kunne bruge til at klatre op ad. Til vores store held var det tørt den morgen. Havde det ikke været tilfældet, ville det have taget meget længere tid at komme til toppen, da klipperne de få fugtige steder var spejlglatte.

13507097_621357201362142_8456395309648110926_n

Da jeg endelig nåede toppen, var det hele anstrengelsen værd. En fantastisk panoramaudsigt over de takkede bjerge mødte mine øjne, og jeg skyndte mig at knipse et par billeder og nyde oplevelsen, inden jeg fandt Knut, og vi begyndte at bevæge os på tværs af bjergkammen. Det næste stykke vil for evigt stå printet på min nethinde. På den ene side af bjergkammen var der en mur af skyer, og på den anden side var der klart vejr, det var et fantastisk syn. Efter en stejl nedstigning på meget vanskeligt terræn og i tåge fik vi tanket op på energi ved Refuge de Tighjettu, og så ellers videre mod Castel de vergio hvor vi skulle spise frokost. Denne del af ruten var en god blanding af det samme terræn, vi havde bevæget os i dagen forinden, men i mindre doser. Der var mulighed for at skrue tempoet lidt i vejret undervejs, og efter en god opstigning kom vi til Castel de vergio og fik en god frokost og lidt cola.

13509043_621357248028804_8084080794686000752_n

Da vi kom på sporet igen på de sidste 17 km af dagens etape mod vores endestation Refuge Manganu, startede et langt nedløb, hvor vi fik løbet stort set hele vejen ned. Det var fantastisk at løbe, men jeg var hele tiden bange for at overanstrenge mine lår, og jeg nød det ikke så meget, som jeg ellers plejer. Meget af denne etape var flad, og vi kunne bevæge os hurtigt. Dagens første stigning havde dog sat sit aftryk, og jeg kæmpede resten af dagen en hård kamp for at holde kroppen kørende. Vi nåede i mål efter 12 timer på en etape, vi havde afsat 9 timer til. Specielt den sidste del var hård, og man kunne se hytten ca. 45 minutter, før man nåede Refuge Manganu, hvilket gjorde de sidste kilometer mentalt hårde. Da vi endelig kom til hytten, skyndte vi os at bestille en omgang pasta, og vi fik allernådigst lov til det, da køkkenet allerede var lukket. Alle refuger lukker for bestilling af mad efter 18.30. Det vidste vi nu. Efter en dejlig aftensmad og en cola gik vi i gang med at indkvartere os i den store sovesal med plads til omkring 40 sovende. Vi kiggede på ruten til næste dag og gik i seng med forventning om en god nats søvn. Jeg henviser her til indledningen af min racereport …

 

  1. Etape: Manganu – Vizzavona

30 km, 2123 Ascent, 2750 Descent, 11 timer

Jeg stod tidligt op på tredjedagen. Jeg havde ikke sovet meget natten igennem, og manden, der sov så irriterende ved siden af mig, stod op kl. 4 og tændte sin pandelampe, som lyste lige i skærmen på mig. Jeg listede mig ind i opholdsrummet/køkkenet ved siden af sovesalen og gik i gang med at forberede udstyr, smøre mig ind i bodyglide og sætte vand over til kaffe. Efter lidt tid stod Knut op, og vi var hurtige til at komme ud af døren og ud på sporet.

Dagen startede som de andre med en opstigning. Vi krydsede bækken, som forsynede hytten med frisk vand, og bevægede os langsomt men sikkert op mod toppen på det, der skulle vise sig at være den flotteste dag på turen. Den første opstigning bestod igen af en blanding mellem scrambling, singletrack og hoppen fra klippe til klippe. Mine ben var i storform, og det virkede, som om gårsdagen anstrengelser var ude af systemet på trods af den dårlige nats søvn. Vi kom op på toppen på rekordtid, og det sidste stykke skulle vi igennem en åbning mellem to klipper, som jeg kunne høre at det blæste voldsomt igennem. Da jeg nåde igennem åbningen, blev jeg mødt af et fantastisk udsyn over de to højtlæggende bjergsøer Lac de Capitellu og Lac Du Melo i ca. 2000 meters højde. Der var helt vindstille, og til højre for os lå sneen som en hvid dyne over klipperne. Vi begyndte at bevæge os ned over sneen og måtte flere steder klatre ned ad lodrette klipper ved hjælp af kæder eller egen klatreevne. Efter en længere tur på skiftevis den ene og den anden side af en bjergkam gik ruten op til ca. 2220 meters højde over Bocca Alle Porte. Herefter gik turen ned mod Refuge Petra Piana gennem en lille flod, og vi fik konstant våde fødder af at hoppe fra klippe til klippe. Jeg forestiller mig, at man ikke ville kunne gå her, når sneen smelter om foråret.

13435375_621357258028803_6975237119038346856_n

Efter den obligatoriske cola og lidt chips begav vi os ud på den næste del af etapen mod Refuge de l´Onda. Her havde vi et rutevalg mellem den alpine rute over toppen og ruten gennem dalen. Vi blev hurtigt enige om, at vi ville på den alpine del, og det var en beslutning, vi ikke kom til at fortryde. Dette stykke var intet mindre en spektakulært, og på trods af vanskelige ruteforhold med store afgrunde, klatring og steder, hvor man virkelig skulle holde tungen lige i munden, var det et af højdepunkterne på turen for mig. De fantastiske udsigter og smukke alpine bjergtracks blev til sidst afløst af den ledeste nedstigning på hele turen, og mine knæ blev for alvor testet på nedstigningen til Refuge de l´Onda. Det føltes endnu engang, som om det tog en evighed, fordi man kunne se hytterne lang tid i forvejen. Efter en times hvil og en knap så god frokost, som primært bestod af forskellige kød- og salamistykker med tilhørende tørt brød, gik turen stejlt op mod toppen af Punta Murantello i 2100 meters højde. En barsk opstigning, hvor vi en længere periode måtte gå i røven af en ko på vej op af samme sti som os. Sporet var smalt, og det var ikke til at overhale det store apparat. Herefter gik det jævnt nedad mod vores endestation for dagen og midtvejspunktet for GR20 ruten Vizzavona. På dette stykke kom vi forbi utallige små pools med bjergvand fra floden, som jeg ville ønske vi havde haft tid til at bade i, men sandheden var, at vi ikke vidste, hvad der ventede forude, og at det mentalt var for uoverskueligt at tage tøjet af og slappe af i stedet for at komme i mål på hotellet.

13445287_621357361362126_1430133002594081711_n

I læste rigtigt. Vi havde nemlig booket et hotelværelse for natten i Vizzavona, og det var den store gulerod, som holdt gejsten oppe. Vi gik og fantaserede om vores egen store seng, masser af plads og et dejligt varmt bad efterfulgt af en rigtig middag på restaurant. Igen føltes det, som om det tog en evighed, inden vi nåede Vizzavona. De sidste 45 minutter foregik på en lang bred grusvej ned mod byen, og da vi endelig nåede centrum, hvor det lokale refuge lå, viste det sig, at vi havde 1.5 km op til vores hotel. Da vi endelig kom frem til hotellet efter en fin opstigning, var vi trætte og smadrede. På hotellet blev vi mødt af en sød pige, som på gebrokkent engelsk udleverede nøglen til vores værelse. Jeg havde undervejs på turen ombooket vores hotel i Vizzavona, da det første lå for langt fra ruten. Da jeg ombookede, stod der, at der kun var et værelse tilbage, og det værelse viste sig at være i kælderen med en smal dobbeltseng og ingen plads. Knut fik hurtigt booket os om til den sidste ledige mulighed for overnatning, nemlig en lille træhytte bag hotellet. Her fik vi mere plads og en større dobbeltseng, så vi ikke behøvede at ligge i ske for at kunne være der. Hytten lignede noget fra en tysk pornofilm, og bad og toilet var kun adskilt af en tynd væg, der ikke gik op til toppen. Der var heller ikke nogen dør ind til badeværelset, kun frynser. Alligevel var det turens bedste overnatning for mig, og jeg sov som en baby efter et dejligt måltid og et varmt bad.

 

  1. Etape: Vizzavona – D’usciolu

45 km, 2825 Ascent, 2055 Descent, 12 timer

Det gode ved vores ombookede hotel var, at det lå lige på ruten og ved den opstigning, som fjerde etape startede med. Som alle de andre etaper startede denne med en opstigning gennem noget, der ligner en god dansk skov, hvis man ser bort fra klipperne. Stien var god at vandre på, og der var små passager, hvor det fladede ud, og vi kunne løbe. Vi kom hurtigt op til toppen af den første stigning, hvor udsigten over skovene var fantastisk, og man kunne se solen stå op over øen Montecristo mellem Korsika og Italien. Fantastisk udsigt. Sporet bevægede sig herefter på tværs af bjergsiden og var flere steder til at løbe på. Vi mødte på denne del flere trailløbere, som vi skiftevis overhalede og blev overhalet af. En af grupperne var en flok franskmænd, der havde hyret en lokal guide til at vise dem vejen. På dette stykke røg en af løberne fra gruppen ud over skrænten, men fik dog heldigvis kun overfladiske knubs. Vi mødte gruppen on and off over de næste 48 timer, men fandt senere ud af, at gruppen ikke gennemførte, da guiden ikke mente, at de bevægede sig hurtigt nok til at nå i mål i Conca på sidste dagen. Stakkels dem. Det var i øvrigt en fornøjelse at se guiden bevæge sig i terrænet, jeg kan godt se, at jeg har lang vej igen i forhold til både fysik og teknik, når det kommer til at bevæge sig hurtigt i bjergene. Efter at have nået første del af etapen nød vi en Cola og lidt chips på Refuge Bergeries d´E Capanelle, hvor vi også snakkede lidt med Benja og Mathieu, de to franskmænd, som også løb GR20 over 5 dage.

13432421_622240574607138_1021954994632603595_n

Den næste del af etapen mod Bocca di Verdi, hvor vi skulle spise vores frokost, var igen en sti på tværs af bjerget. Der var en del kortere op- og nedstigninger, og igen var der mange løbbare passager, hvor man kunne give den lidt gas. Desværre skete der det, at jeg på det sidste nedløb ned mod Bocca di Verdi vred kraftigt om på min ankel og måtte stoppe op. Knut og jeg havde i forvejen aftalt, at hvis en af os kom til skade, måtte vi vurdere situationen, men at det ellers var okay, at en af os gik i forvejen, hvis man havde en god periode. Jeg sendte derfor Knut løbende ned mod vores frokost, mens jeg selv haltede de sidste 35 minutter ned til det sted, vi skulle spise.

13532866_622240501273812_6276218939622684409_n

Jeg var vred på mig selv! Jeg havde spist en bar, mens jeg løb, og det var muligvis derfor, jeg ikke havde været så koncentreret og vred om på et let stykke. Det var lange 35 minutter, inden jeg nåede Knut, som havde opdaget, at man kunne spise grillet steak og pommes frittes til frokost, og han bestilte en omgang til os. Jeg var lettet over at kunne hvile anklen lidt, men også bange for at den skulle blive for kold, så jeg gik lidt frem og tilbage under frokosten og ville egentlig bare gerne hurtigt afsted, så jeg kunne se, om det var alvorligt, eller om det gik.

Da vi endelig kom ud på den sidste del af etapen, gik det til alt held opad. Det kunne min ankel godt klare. Der var smerter ved hvert skridt, men de føltes ikke så slemme, at det var uforsvarligt. Det var et barskt sidste stykke med 16 km og 1300 højdemeter og knap 900 ned også. Det var specielt dem nedad, jeg frygtede, da stødene gjorde forfærdeligt ondt i min ankel. Vi bevægede os i lang tid på tværs af en bjergside enten på den ene eller den anden side. Terrænet var teknisk, men det gik. Det var sparsomt med vanddepoter på denne etape, men vi havde dog set, at der var en kilde i kortet på guidebogen, som vi kunne bruge undervejs. Da vi endelig nåede denne kilde, viste det sig, at den var udtørret. På dette tidspunkt mødte vi guiden, som kunne fortælle os, at der var ca. 500 højdemeter og 200 ned til vores endestation for dagen Refuge d´Usciolu. Det viste sig at være de mest pressede højdemeter på hele turen, da jeg løb tør for vand og samtidig havde ondt i anklen. Jeg var i dårligt humør, og da Knut lod som om han kunne se hytten, og det viste sig, at han bare jokede med, hvor latterligt hårdt det var, kom jeg muligvis til at svare lidt bryskt igen. Jeg var overhovedet ikke i humør til Knuts galgenhumor. Da vi endelig kunne se hytten, gik der igen, hvad der føltes som en evighed, inden vi nåede i mål.

13507201_622240561273806_4540613987137583313_n

Det var klart de hyggeligste af de refuger, vi skulle overnatte på, og der var god stemning og musik, da vi kom. Der var også mulighed for at købe lækker mad og drikke, men vi endte med at spise vores frysetørrede mad i stedet for at spare vægten og pengene. Knut opdagede hurtigt, at der var nogle hyggelige telte, man kunne overnatte i, og han besluttede sig for at sove i telt. Jeg sov i hytten med 12 andre, men jeg havde god plads, nu da Knut jo sov i telt. Det magtede jeg ikke. Vi spiste vores frysetørrede mad med udsigt over bjergene og nød den sidste aften i højderne inden vores sidste dag på sporet.

 

  1. Etape: D’usciolu – Conca

46 km, 2125 Ascent, 3580 Descent, 13 timer

Jeg stod op kl. 5 sammen med alle andre i hytten. Det var dejligt, at alle vågnede på samme tidspunkt, så jeg ikke skulle prøve at være stille og undgå at lyse folk i hovedet med pandelampen, mens jeg smurte mit skridt diskret ind i bodyglide. Det er i øvrigt en teknik, jeg efterhånden har helt styr på.

Jeg mødtes som aftalt med Knut og spiste morgenmad i køkkenet, og vi ramte sporet ved 6-tiden på det, der skulle vise sig at blive den mest dramatiske etape på turen.

Humøret var højt, det var en fantastisk flot morgen, og vi nød solopgangen i bjergene, mens vi bevægede os op og på tværs af bjergsiden. Sporet, hvis man kan kalde det det, var igen en kombination af fasthiking og scrambling på det første stykke. Min ankel havde profiteret af en god nats hvile og føltes okay. Den kunne mærkes, men gjorde ikke ondt.

Det første stykke af dagens etape var en ”dobbelt etape” på 17 km, 1000 op og 1200 ned. Det var en af variationerne på GR20 og en del af den oprindelige rute. Den nye rute er delt op i flere etaper og er derfor længere. Vi valgte derfor variationen, som kommer højt op på Monte Alcudina med fantastisk udsigt, men også krævende terræn. Turen op mod Monte Alcudina forløb planmæssigt, og efter at have kigget lidt i guidebogen fandt vi den alternative vej og fulgtes et stykke med to andre løbere. De valgte dog en tredje vej, da de var usikre på, om de havde vand nok til bestigningen af Alcudina. Vi fulgte de gule markeringer og kom sikkert, men langsomt op til toppen af bjerget, hvor vi nød den fantastiske udsigt.

13511951_622240484607147_3119783616887209540_n

På nedstigningen skulle man holde tungen lige i munden. Det var stejlt, til tider glat, og vi syntes, at vi i lang tid kunne se taget af det sted, vi ville spise frokost. Refuge d´Asinau var målet for den 17 km lange etape. På nedstigningen klatrede vi på et tidspunkt bag en amerikansk familie bestående af et lidt ældre ægtepar, deres datter og et barnebarn på omkring 16 år. Pludselig kunne jeg se, at den ældre kvinde begyndte at falde. Jeg tror, hun snublede i sin stav, hun begyndte i hvert fald at trille ned af klippen. Min første tanke var: ”Hun dør sgu lige for næsen af mig”. Kvinden blev ved med at tumle fra klippe til klippe, inden hun blev stoppet af en stor klippe, der gik på tværs. Knut og jeg bevægede os hurtigt ned til kvinden, som blødte fra arme og ben. Hun virkede en kort overgang bevidstløs, men hendes datter fik lidt liv i hende. Datteren fjernede kvindens hat for at hælde lidt koldt vand i hovedet på hende, og da så vi, at blodet piblede ud fra en ca. 4 cm lang og dyb flænge i hovedbunden. Knut og jeg tilbød at trykke på vores alarmknap til redningstjenesten fra vores spot-tracker, men familien afslog. Den ældre kvinde kom efterhånden mere til hægterne og sagde efter 10 minutters tid, at hun godt troede, at hun kunne klare den ned til næste hytte. Efter at have ventet yderligere 5 minutter og tilbudt vores hjælp aftalte vi, at vi ville give besked ved næste refuge om, at de var på vej ned med en tilskadekommen. Der var flere mennesker på vej op og ned af bjerget. Knut havde tjekket, og der var for en gangs skyld signal på telefonen, så vi forlod familien, som selv ville prøve at komme ned af bjerget.

13528877_622240514607144_3003330686611841870_n

Det næste stykke ned mod Refuge Asinau blev gennemført med en underlig fornemmelse i maven. Jeg var ekstra koncentreret, men vi ville også gerne hurtigt ned og give besked om den tilskadekomne. Da vi endelig nåede ned til Asinau, blev vi mødt af et nedslående syn.

Refuge d´Asinau var brændt ned til grunden, og der var kun en kilde med vand til at forsyne sig med. Humøret var i bund, da vi dels ikke kunne informere nogen om den tilskadekomne, dels ikke kunne få noget at spise inden den næste del af etapen på ca. 5 timer. Vi kunne fra det nedbrændte refuge se en hytte ca. 100 højdemeter nede, og efter at have fyldt vandflaskerne bevægede vi os ned til hytten. Her blev vi mødt af en ca. 100 år gammel korsikansk dame, som ikke forstod et ord af, hvad vi sagde. Vi forstod kun, at hun havde øl …

Vi bevægede os videre ud på næste del af etapen i fuldstændig nedslået stemning. Vi var ikke nervøse for den amerikanske familie, da vi havde mødt flere på vej op og ned af bjerget – hvis alt var helt skidt, kunne de trods alt komme ind til den gamle dame og ringe efter en helikopter. Vi var dog udmattede og både psykisk og fysisk trætte, dels på grund af den dramatiske episode og dels fordi vi ikke havde noget rigtigt mad i maven. Vi havde heldigvis masser af energi tilbage, så det klarede vi os på, til vi nåede Village de Bavella, som var vores næste mål.

Igen var der to forskellige variationer af ruten. En høj og en lav. Vi ville have taget den høje, men kom desværre til at følge sporet til den lave og besluttede os for at følge den, da det var for uoverskueligt at vende om. Det blev en varm omgang, og Knuts termometer ramte da også 41 grader på stykket frem mod Village de Bavella. Til sammenligning var den laveste temperatur på hele turen 1 grad.

Humøret var stadigt lavt, men vi bevægede os frem på en let fremkommelig sti og overhalede mange på vores vej. Det sidste stykke op mod Village de Bavella var stejlt og fyldt med klipper, så da vi endelig nåede vores mål kl. ca. 15, var vi fuldstændig udmattede og havde ikke fået noget ordentligt mad siden vores tørre morgenbaguette i den hytte, hvor vi havde sovet.

Efter at have holdt en god lang pause og fyldt vores energilager op med henholdsvis lasagne og omelet startede vi ud på den sidste del af GR20.

For en gangs skyld startede den sidste del med en nedstigning. På vejen ned blev vi mødt af et par vildsvin, dem havde vi set nogle stykker af undervejs, men de var fuldstændig ligeglade med vores tilstedeværelse.

Et kort stykke inde i etapen kom vores to franske venner løbende bagfra. Specielt vores unge ven Benja var helt oppe at køre og begyndte at give highfive på, at vi snart var igennem. Jeg var dog ikke helt så optimistisk, da vi stadig manglede 16 km med voldsom nedstigning, og jeg var nervøs for min ankel. Der gik dog heller ikke længe, inden jeg på et nedløb fik et mindre vrid i samme ankel, men jeg kunne dog hurtigt mærke, at det ikke var så slemt. På et tidspunkt fladede ruten ud, og det blev muligt at løbe længere stræk. Det var dejligt, og jeg følte virkelig, at nu var vi på vej. Knut og jeg havde begge gemt en cola, vi havde købt i Village de Bavella, og på det sidste høje punkt inden den lange nedstigning mod Conca stoppede vi op og drak den. Vores to franske venner, som vi var løbet fra, kom bagfra og satte sig også for at holde et hvil.

 

Humøret var højt igen, og på det næste stykke trak vores venner fra, og vi mødte dem først i Conca. De sidste 6-7 km mod Conca var mentalt nogle af de hårdeste, jeg kan huske at have været igennem. Der var et konstant pres på lårene, og mine knæ var efter de mange dages hård vandring ved at melde sig ud af kampen. Den sidste del gik først på tværs af bjerget for herefter at dreje ned mod Conca på en klippefyldt nedstigning. På et tidspunkt kom vi forbi et vandløb med lidt bebyggelse, og jeg syntes at kunne huske at have læst om det i guidebogen, men var ikke sikker. Knut og jeg fyldte en af vores to flasker, mens vi snakkede og begyndte at gå, og pludselig kom skiltet, der markerede slutningen på GR20. Vi kiggede lidt på hinanden og begyndte at følge markeringen ned af asfaltvejen mod Conca. Knut ville løbe, selvom det gik stejlt nedad, så vi satte i løb og nåede til sidst den berømte GR20 bar, hvor vores franske venner var kommet ind 10 minutter før os og havde bestilt den første øl.

Knut og jeg fik anskaffet os en øl, og jeg tog mine lugtende af. Fornemmelsen var fantastisk. Den første øl var noget nær den bedste øl jeg kan huske at have drukket. Den blev hurtigt afløst af en ny, mens vi sad og udvekslede minder fra ruten med vores franske venner.

13439212_623394617825067_1627208259251445525_n

Da vores venner skulle bo på samme hotel som os natten over, gik vi herefter til hotellet, hvor vi spiste og drak det meste af aftenen.

 

Opsummering:

190 km

12525 Ascent

12505 Descent

58 timer fordelt på 5 dage (med pauser)

GR20 var i den grad det eventyr, jeg havde håbet på. Vores mål om at gennemføre ruten over 5 dage blev indfriet, og jeg fandt ud af, at jeg kan klare den type eventyr i noget af det sværeste terræn, Europa har at byde på. Jeg ved ikke, om andre danskere har gennemført ruten på 5 dage, men jeg er stolt over vores bedrift, og jeg ved, at Knut og jeg i fremtiden vil forsøge os med lignende udfordringer.

Hvis du er interesseret i en kort video-report kan du se nedenstående film.

 

I løbet af de kommende uger vil der også komme en podcast hos vores gode ven fra Trailcast ovre på hans side. Her fortæller Knut og jeg om vores eventyr. Der er flere historier som ikke kom med i racereporten.

Giv det et lyt her:

http://trailcast.dk/

eller følg med her:

https://www.facebook.com/Trailcast/?fref=ts

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Ultraløbet Molsruten Race Report

Ultraløbet Molsruten Race Report

10628448_373506672796531_1484818900642629426_n

Photo: Stine Sophie Winckel

Normalt løber jeg ikke med om podiepladser, og det gjorde jeg heller ikke til Ultraløbet Molsruten, hvor målet inden start var en placering i top 10. Det, der gjorde Molsruten ekstra interessant i år, var, at jeg sammenlagt over de tre løb kunne løbe mig til en samlet 1. plads i Ultracuppen med et godt løb.

Jakob Lind Tolborg, som jeg kender fra mit løbenetværk i København, havde inden løbet lavet en beregning på vores samlede tider, og han lå inden starten 7 min. efter mig på 2. pladsen. Derefter fulgte Peter Adrian Brouer ca. 9 min. efter, og jeg vidste, at der ikke skulle gå meget galt, for at en af de to hentede det forspring, jeg havde opbygget til Ultraløbet Gendarmstien. Jeg havde derfor besluttet, at jeg ville løbe hurtigt fra starten for at prøve at opbygge et forspring, som gjorde, at jeg kunne holde Jakob og Peter bag mig under det meste af løbet.

Jeg løb mit første Ultraløb for ca. et år siden og har siden fået fem mere i benene med 105 km som det længste. Jeg ved efterhånden om mig selv, at jeg, når jeg er helt færdig, stadig kan holde en km tid omkring de 5.30. Jeg håbede, at det ville være godt nok til at holde de to andre fra at indhente mit forspring, men jeg vidste ikke, hvilken form de var i, blot at de begge havde taget meget tid på mig til Ultracuppens første løb Fyr til Fyr på Bornholm – så de kunne godt løbe hurtigt.

10349878_373353822811816_1443643843011524492_n

Photo: Stine Sophie Winckel

Da starten gik, fulgte jeg min plan og lagde mig i røven af de 10-12 første løbere. De forreste fik hurtigt trukket fra, men der var en gruppe på 5-7 stykker, som holdt en fart omkring de 4.30-4.45, hvilket var det tempo, jeg ville starte i og holde så længe som muligt.

De første 30 km af Molsruten havde jeg glædet mig meget til, da ruten i år var lavet om og gik igennem nogle af de skove, hvor jeg som barn har leget meget. Jeg har også i de sidste par år løbet meget i specielt Havskoven, Pyntskoven og ved Vosnæs pynt, når jeg har været hjemme ved mine forældre i Egå. Jeg følte mig på hjemmebane og nød virkelig at komme ud på nogle af de lækre små singletracks og de fede spor langs vandet. Jeg havde fra morgenstunden døjet lidt med mavekramper og vidste, at specielt mine lårmuskler ikke var på toppen. Jeg havde i juli løbet et langt løb i Schweiz på 26 timer med 7500 højdemeter og vidste godt, at mine ben ikke var så gode som til Ultraløbet Gendarmstien.

10641183_373355419478323_2636258859132702592_n

Photo: Stine Sophie Winckel

De første km gik godt, men jeg kunne fra start mærke, at mine lårmuskler ikke var glade for min beslutning om at løbe 58 km. De holdt sig dog nogenlunde i ro den første halvdel af turen, og jeg følte efter ca. 15 km, at nu havde jeg fundet mine ben, og at det nok skulle gå okay. Det første nye stykke af Ultraløbet Molsruten, som var blevet tilføjet i år, var fedt at løbe, og det var en markant forbedring i forhold til turen op til Løgten sidste år. Da jeg nåede første depot ved Følle strand, følte jeg mig godt tilpas og brugte ikke meget tid i depotet, selvom hjælperne var flinke og man fik lyst til at stoppe lidt op og snakke med dem. Jeg kunne ikke se Jakob eller Peter, og det gav mig et fingerpeg om, at taktikken indtil videre var lykkedes. Efter depotet var der igen en ændring af ruten i forhold til sidste år. Næste stykke foregik langs vandkanten og gik gennem siv, græs, vand og sand hen mod det absolut fedeste stykke gennem Hestehaveskoven inden Kalø slotsruin. Ved Kalø havde venner og familie taget plads, og deres tilstedeværelse gav mig et boost, da jeg drejede ud mod slottet og ind i vinden. De næste kilometer var ambivalente for mig. Ambivalensen bestod i, at ruten var fantastisk smuk, og jeg ville gerne nyde det, men mine lår var nu begyndt at gøre mig opmærksom på deres tilstedeværelse, og det blev svært for mig at nyde den fantastiske natur omkring mig. Igen var ruten blevet ændret i forhold til sidste år og tog os rundt om slotsruinen i stedet for op til den. Igen var det en god forbedring, da sporet ledte os over både små og store sten, og man skulle have teknikken i orden og tungen lige i munden for ikke at ryge på røven. Efter at have løbet forbi venner og familie på vej tilbage fra Kalø, ramte jeg nu ca. 30 km og det stykke af ruten, som jeg vidste fra sidste år, var det mentalt hårdeste. Asfalt efterfulgt at en lang grusvej efterfulgt af lidt asfalt igen. Mentalt var jeg forberedt på dette stykke, men mine lår var nu virkelig begyndt at gøre ondt. Jeg begyndte min indre monolog og var sur på mig selv over to ting.

  • Jeg havde for 14 dage siden løbet en lang tur på Møns klint med nogle gode løbevenner, men der havde været 1000 højdemeter i den tur, og nu tænkte jeg, at det var sgu da for dumt så tæt på Molsruten, når jeg i forvejen havde trætte ben fra mit løb i Schweiz. Klovn!
  • Lørdagen inden var jeg til fødselsdagsfest hos min gode løbemakker Nicolai Lillesø, og jeg havde ikke sparret på krudtet og var endt i byen til klokken 4 og vågnede dagen efter med kæmpe hovedpine og mærker på skulderen efter at have lavet ”Sneglen” på dansegulvet. Endnu større klovn! (Lad være at spørge…).

10704138_842475369130537_462092153392517563_n

Photo: Moses Lovstad

Nu løb jeg altså her på det mentalt hårdeste stykke af ruten, og mine lår gjorde ondt. Jeg blev til sidst enig med mig selv om at prøve at fokusere på noget andet og skiftede nu over i ”racemode” igen. ”Kom nu Rune, 26 km igen, og så kan du gå i byen med god samvittighed”. Jeg var nu ikke længere sur på mig selv, men mine lår gjorde mere og mere ondt. Da jeg nåede Feldballe, gik sporet igen ind i skoven, og jeg var stadig ikke blevet overhalet af mine konkurrenter. Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke måtte kigge mig tilbage, men bare skulle blive ved med at løbe og håbe på, at de også havde uenigheder med deres lår. Terrænet var nu mere varieret, og vi løb forbi nogle skovsøer, mens jeg prøvede at fokusere på den smukke natur og glemme mine ben. Jeg fik en lille optur, da jeg nåede maratondistancen, det sker altid af en eller anden årsag. Det varede dog kun 500 meter og så tilbage til smertehelvede. Det gode ved mine lårsmerter var, at de stagnerede og ikke blev værre. Jeg tænkte, at det nok var fordi, at det ikke var fysisk muligt, at de kunne gøre mere ondt og fandt lidt trøst i det, mens jeg løb ind i andet depot ved 46 km.

10420058_373504906130041_8032850961338962204_n

Photo: Stine Sophie Winckel

Her tog en smilende Yvonne Wielandt imod mig og spurgte, hvordan det gik. ”Jeg er lidt presset” fik jeg fremstammet og rakte mine vandflasker frem. En anden depothjælper tog dem med det samme og fyldte flaskerne hurtigt. Jeg fik en bid banan og en appelsin og løb ud på sporet igen. Det næste stykke af ruten gik op og ned, og jeg havde inden starten lovet mig selv, at jeg skulle løbe op ad alle bakker undtagen den efter depotet. Jeg kunne derfor med god samvittighed gå op af bakken ca. en kilometer efter andet depot. Det næste stykke var med flere bakker, end jeg kunne huske, og det endte med, at endnu en bakke blev taget gående. Jeg havde nu løbet omkring 51 km og havde stadig ikke set noget til de to konkurrenter. Jeg begyndte nu at tro på, at det kunne lade sig gøre at slutte som sammenlagt 1’er, og jeg holdt et okay tempo, da jeg drejede ned af det gamle jernbanespor mod Ebeltoft. De næste km føltes som en evighed, og da jeg endelig nåede hovedvejen mod Ebeltoft med 2 km igen, var der udsolgt. De sidste 2 km frem til mål blev løbet i tempo 5.25, men føltes som 7.25. Da jeg var ca. 100 meter fra mål, kunne jeg se at min ældste søn kom løbende imod mig, og jeg løb i mål med ham i tiden 5.09.29, hvilket rakte til en plads som nummer 13. Mine to konkurrenter kom i mål inden for de næste 10 min., så det har været tæt. Mit mål om at komme i top 10 lykkedes ikke, men det var lige meget, for jeg havde en samlet 1. plads i de tre løb i Ultracuppen at glæde mig over.

10672184_10152745026054216_5136588598618678316_n

Photo: Moses Lovstad

Jeg er glad og stolt over min 1. plads i den samlede Ultracup, på trods af at de hurtigste løbere ikke stiller op i alle tre løb, og jeg synes, at det at kunne løbe efter en samlet stilling over flere afdelinger giver noget motivation gennem et langt løbeår. Tak til de fantastiske depothjælpere, der i alle tre løb har været med til at gøre oplevelsen mere overkommelig og behagelig, I gør et godt stykke arbejde. Jeg synes, at Moses og Thure har fået lavet tre fantastiske løb i noget af Danmarks flotteste natur, og jeg vil til enhver tid anbefale andre med hang til de lange distancer at løbe et hvilket som helst af de tre løb – og hvorfor ikke alle tre så? De tre forskellige løb har hver deres charme og hele setuppet og stemningen omkring Ultracuppen er unikt og stærkt medvirkende til, at jeg også godt kunne være at finde på startlinjen til næste års Ultracup, hvis altså mine lår nogensinde bliver normale igen.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Anmeldelse af Inov8 Race Ultra 290

Anmeldelse af Inov8 Race Ultra 290

 IMG_8380

Da jeg læste, at Inov8 havde lavet en sko specielt til ultraløb, blev jeg voldsomt spændt. Jeg har i en længere periode ledt efter den rigtige sko til de lange løb og prøvet mig frem med blandet succes. Jeg har flere forskellige Inov8 modeller og er meget glad for deres pasform og greb, så det var hurtigt afgjort, at Race Ultra 290 selvfølgelig skulle prøves.

Jeg skulle også løbe mit første 100 + løb i juli i de schweiziske alper, så der var endnu en god undskyldning for at punge ud. Desværre havde modellen først release i Europa sidst i juli, så jeg måtte bestille den hjem fra USA, hvis jeg skulle nå at have den inden mit løb.

Skoens opbygning:

Skoen er bygget op med nogle af de samme kvaliteter som Inov8s trailroc 255 og 245, som jeg har været meget glad for, og det er primært de sko, jeg vil sammenligne med.

Skoen har en Meta Shank 3 Rock Plate, som beskytter fødderne mod de skarpe sten, samtidig med at skoen er fleksibel og tillader en god fornemmelse for underlaget.

Race Ultra 290 M Nav Lim sole 2-14StandardMeta-Shank-3

 

Skoen er bred i tåboksen og tillader fødderne at svulme op ved længere løb. Inov8 opererer typisk med to forskellige former for fit. Standard og precision fit, hvor Race Ultra er standard.

Skoens indvendige materiale hedder X-Static XT2 og skal forebygge bakterieopbygning, herunder at skoen lugter for meget.

Stack height for skoen er 26 mm hæl og 18 mm i forfoden, hvilket giver et 8 mm drop. Dette drop er lidt større end de andre inov8 modeller, som jeg har prøvet, og jeg var meget spændt på, om det ville give mig problemer i forhold til følingen af underlaget.

Bunden af Race Ultra 290 er Inov8s Tri-Endurance outsole, som består af tre forskellige typer gummi af forskellig hårdhed for at sikre godt greb i forskelligt terræn. I øvrigt det samme som trailroc-serien. Dybden på klamperne i sålen er 4 mm på Race Ultra 290 og 4,5 mm i trailroc-serien.

En anden nytænkning fra Inov8 er deres nye Race Ultra gaiter som spændes fast på skoen i siderne via små sprækker lavet til formålet og i snørebåndet foran.

Race-Ultra-290-with-gaiter-on-ISPO

Min oplevelse af Race Ultra 290:

Det første, jeg lagde mærke til, da jeg endelig fik Race Ultra i hånden, var, hvor robust den virkede uden dog at veje for meget. Jeg har vejet min Race Ultra 290 til 340 gram i str. 43. Det er i den tunge ende i forhold til mange af mine andre trailsko i samme størrelse, men de har indtil videre ikke givet mig den rigtige beskyttelse under de lange løb, så det er en pris jeg gerne vil betale, hvis det er den rigtige sko. Race Ultra er forstærket hele vejen rundt og med ekstra forstærkning ved tåboksen og virker på den måde oplagt til de lange løb i bjergene, hvor man kan støde fødderne ind i klipper og lignende. Netop denne forstærkning skulle dog vise sig at være et minus ved skoen, men det kommer jeg tilbage til.

Positivt:

Da jeg bor på Frederiksberg, blev min første tur i Race Ultra 290 en tur i Søndermarken. Altså hårdt underlag og asfalt. Fornemmelsen, da jeg trådte i skoen første gang, var god. Skoen føles rigtig behagelig at have på, og der er intet indvendigt i skoen, som på nogen måder generer foden. Der er plads til min forholdsvis brede fod i tåboksen, og skoen giver en fornemmelse af god stødabsorbering. Skoen var da også behagelig at løbe på asfalt i, og netop absorberingen kunne mærkes i forhold til mine Inov8 trailroc sko. Efter min første tur i Søndermarken var jeg altså rigtig tilfreds med mit køb, da det var tydeligt, at skoen uden problemer kan klare lange ture på asfalt også.

Næste test var en 30 km tur på det røde spor i Hareskoven. Igen var jeg positivt overrasket. Skoen har et godt greb på de tørre spor i Hareskoven, og specielt ved retningsskift holder sålen et godt greb i underlaget. Selve fornemmelsen for underlaget var også god, men det kunne dog godt mærkes, at jeg ikke var helt så tæt på jorden som i mine trailroc.

Skoens store prøve var mit 100 km løb i Alperne. Netop fordi mit løb var i bjergene, var jeg ikke i tvivl om, at Race Ultra 290 var skoen, jeg ville vælge. Løbet var teknisk svært til tider, og underlaget var meget varieret gennem de 100 km. Desværre regnede det 70 % af tiden, og her kom skoen til kort, men det vender jeg tilbage til.

Race Ultra 290 er virkelig god at løbe langt i, og den gode fornemmelse, jeg havde, første gang jeg trådte i skoen, var den samme under løbet. Skoen giver en god stødabsorbering, når man løber på klipperne, og beskytter foden, når man træder skævt og støder foden mod klipperne. Grebet på de hårde klipper er godt, og netop som på min tur Hareskoven udmærker skoen sig ved retningsskift på hårdt underlag. På nedløb behøver jeg ikke koncentrere mig 100 % om placeringen af min fod, da beskyttelsen via deres meta-shank fungerer godt, og løse sten og rødder ikke mærkes så voldsomt. Dette var virkelig et plus. Det var heller ikke noget problem at løbe hurtigt på nedløbene, så længe det var hårdt underlag. Jeg vrikkede ikke om en eneste gang på turen, på trods af at skoen er højere end de andre, jeg normalt løber i. En anden god ting ved Race Ultra 290 er netop den øgede stødabsorbering i hælen, som for mig virkelig gjorde en forskel under det lange løb. Gaitersystemet virkede godt, men man skal huske at bruge det nogle gange, inden man stiller op til et løb, da de små huller først skal udvides, før man kan klippe gaiterne hurtigt af og på, da de er meget stramme fra starten.

Negativt:

Som jeg var inde på tidligere, var der dog et par minusser ved Race Ultra 290. Hvis der er mudder på menuen, synes jeg ikke den lever op til mine forventninger. Med en dybde på 4 mm i klamperne tænkte jeg, at den ville stå en smule bedre fast i mudder end tilfældet er. Når jeg læser nogle af de engelske anmeldelser af skoen, virker det til at de er meget tilfredse med grebet i mudder, men Race Ultra gør det ikke helt for mig i muddersammenhæng.

Et andet minus ved skoen er den tykke flap under snørebåndet. På mit løb i regnvejr sugede den en del vand. Den er selvfølgelig lavet lidt tyk for komforten, men jeg synes alligevel, at det er lidt for meget. Det er måske en smagssag.

Det sidste minus ved skoen er den førnævnte forstærkning, der går hele vejen rundt om skoen. Jeg ved ikke, om jeg har været ekstra hård ved mine sko, eller om forstærkningerne har været dårligt limet fast på netop mine sko, men efter mit løb i Schweiz var forstærkningen gået op på begge mine sko og en del grus og sten havde sneget sig ind i skoen under løbet. Det er ikke godt nok for en sko, som inov8 gerne vil sælge som ”skoen” til Ultraløb (se billedet nedenfor). Jeg håber, at jeg bare har været uheldig med limningen.

foto 4

KONKLUSION:

Jeg synes, at de positive ting opvejer de negative, og at Race Ultra 290 skal have en plads i mit trailsko-sortiment i fremtiden. Skoen er som skrevet behagelig at løbe i, og den ekstra stødabsorbering er lige det, jeg har manglet til de lange løb. Lige netop det at skoen kombinerer fornemmelse for underlaget, god pasform samt beskyttelse gør, at den passer godt ind i mit trail-sortiment. Jeg vil gerne fremhæve grebet på det hårde samt løse underlag og holdbarheden på Inov8s Tri-Endurance outsole. Jeg vil dog udelukkende bruge den til de lange og tørre løb, da jeg synes, at det er her, den har sin force. Den er også oplagt som en ”door to trail” sko, da den er meget alsidig og godt kan klare en lille smule mudder.

Til foråret 2015 kommer der en Race Ultra 270, som jeg glæder mig til at prøve. Den har et lavere drop, og forstærkningen rundt om skoen er lavet lidt anderledes. Det bliver spændende. I mellemtiden kan jeg godt anbefale Race Ultra 290.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Løbsberetning fra Ultraløbet Gendarmstien

Løbsberetning fra Ultraløbet Gendarmstien

 Billede

Photo: Camilla Hylleberg

”Jeg behøver ikke solcreme, vi kommer jo alligevel til at løbe en del i skoven”. Nogenlunde sådan lød min melding til en af mine løbebekendtskaber Peter Krieger Bystrup, få minutter inden jeg skulle med bussen fra målområdet i Sønderborg til startlinjen ved Kruså.  

Der var god stemning blandt løberne inden starttruttet gik kl. 11 ved siden af det fremragende etablissement ”Vegas” i Kruså. Jeg havde før løbet besluttet, at jeg ville prøve at løbe stærkt og holde et snit omkring 4.45 så lang tid som muligt. Da Thure blæste i vuvuzelaen og satte løbet i gang, havde jeg placeret mig forrest i feltet og skød hurtigt ud på sporet efter de løbere, jeg vidste ville løbe hurtigt.

Mine ben føltes fra starten ret tunge, og jeg var omkring de 5 km ikke i tvivl om, at det ville blive en af de rigtig hårde dage på sporet. Min træning de seneste uger lå på omkring de 100 km om ugen, og de mange kilometer havde sat sit præg på de blege stænger. Jeg havde dog fulgt min plan og holdt et snit på 4.42 de første 5 km.

 

Billede

Photo: Anders Møller

Omkring de 6 km blev det tydeligt, at noget var galt. Lige pludselig kunne jeg se, at løberne foran mig var vendt om og nu var på vej imod mig. Et eller andet sted var vi åbenbart løbet forkert, og som en loyal lemming havde jeg bare fulgt løberne foran mig. Jeg var vred og irriteret på mig selv for ikke at tænke mig om og være opmærksom på rutemarkeringen. Tanker som ”Så kan det sgu også være lige meget”, ”Rune, din fucking muldvarp” og ”Thure, din gøgler… Så meget for fantastisk rutemarkering”. Thure havde 45 min. tidligere ved racebriefingen fortalt, at man skulle være næsten blind for ikke at kunne finde vej. Det skulle dog vise sig at nogle ”nollerrøve” havde fjernet markeringen og drejet en af pilene, som skulle vise vej. (UNDSKYLD THURE!).

De næste 5 km løb jeg med et snit på 4.35 og overhalede næsten hele feltet igen. Min motivation for at løbe efter placeringer var på daværende tidspunkt helt i bund, men jeg kæmpede mig vej frem i feltet og befandt mig lige pludselig foran Pia Joan Sørensen, som plejer at være meget hurtigere end mig, og herefter fik jeg motivationen for at prøve at løbe stærkt tilbage.

Varmen havde nu for alvor meldt sin ankomst, og jeg var begyndte at panikke over, at mit væskeindtag var betragteligt højere, end jeg havde budgetteret med, og jeg blev klar over, at jeg ikke havde nok vand med. Mine dunke var tomme, da jeg nåede første depot ved 22 km. Ved depotet fik jeg god hjælp fra hjælperne, og jeg kunne bruge lidt tid på at spise noget banan, mens hjælperne fyldte vand i mine flasker. Et klap på skulderen fra Jesper Ølsgaard og et ”godt løbet” sendte mig af sted på den næste etape, som jeg vidste ville blive hård. Da jeg havde brugt lidt mere tid i depotet end den gruppe løbere, jeg havde fulgtes med gennem en længere periode, satte jeg tempoet op for at hente de bageste i gruppen igen.

Billede

Photo: Camilla Hylleberg

Fra 22 til 30 km havde jeg en lille krise, men holdt et snit på ca. 5.00 over de 8 km. Jeg havde lige pludselig fået ondt i højre lår, og smerten tog mig tilbage til tiden som lilleputspiller i Aarhus og mindede mig om et af de mange hundrede trælår, jeg fik i kampen for anerkendelse som fodboldspiller. Men som i fodbold vidste jeg, at det skulle løbes væk, og jeg forsatte gennem den flotte natur og prøvede at minde mig selv om, hvorfor jeg synes, at det er fedt at presse kroppen så hårdt, når den prøver at sige fra.

Billede

Photo: Camilla Hylleberg

Mellem 30 og 40 km faldt mit tempo, og jeg løb med et snit på 5.20 på de 10 km. Jeg havde her en af de lidt større kriser, nemlig den der hedder ”Du har for lidt vand med, din idiot”-krisen. Den slags krise har jeg aldrig prøvet før under et løb. Jeg har altid haft rigeligt med vand med, men varmen var modbydelig, og når man indimellem løb ind i de vindstille varmelommer, føltes det som at løbe i en sauna. Jeg løb tør for vand 3 km før depot 2 og havde ondt i hovedet. De 3 km før depot 2 var nogle af de hårdeste, jeg kan huske, jeg har løbet. Specielt sandstykket lige inden depotet drænede mig for kræfter. Jeg følte mig derfor dehydreret og modløs, da den altid flinke Fabricio Bastian tog imod mig ved depot 2. Han fyldte en masse vand på mig og hev energi op fra min taske, mens jeg hurtigt drak en halv liter vand og fik lidt banan og appelsin.

”Det hårdeste stykke kommer nu” var ordene, Fabrico sendte mig af sted med, og således opmuntret gik jeg de første 200 meter efter depotet og blev her overhalet af en godt løbende Pia Joan Sørensen, som jeg hægtede mig på gennem ”kærligheds-tunellen”, som det flotte stykke natur, vi løb igennem, så romantisk hedder. Romantikken mellem Pia og jeg sluttede dog brat, da vi nåede ud til stenstranden for enden af tunellen. Synet, der mødte mig, var dræbende. Store rullesten så langt øjet rakte og minsandten om Pia ikke bare fløj hen over stenene. Jeg prøvede at følge med, men måtte give fortabt og besluttede at gå. De næste ca. 2 km havde jeg et snit på 10.14, og jeg fangede mig selv i at tænke, at det jo er vildt uforsvarligt at lade folk, der lige har løbet et maraton, løbe på så ufremkommeligt terræn. Jeg nåede slet ikke at nyde den fantastiske natur, mens jeg gik på de latterlige sten og havde ondt af mig selv. Jeg kunne ikke længere se Pia og var en smule irriteret på mig selv over, at jeg ikke evnede at løbe.

Billede

 

Photo: Camilla Hylleberg

Da jeg endelig kom op på sporet igen, gik det op for mig, at jeg havde drukket halvdelen af mit vand allerede, og panikken over ikke at have væske nok satte igen ind.

De næste 12 km faldt tempoet til 6.20 gennem sand, siv og en del bakker. Fantastisk natur, og mine ben begyndte at føles friske igen. Jeg havde over det sidste stykke overhalet et par deltagere og følte mig nu klar til race. De sidste 5 km følte jeg mig flyvende og overhalede endnu to løbere, der gik op af bakkerne, mens jeg løb. Det overskud, jeg følte, var fantastisk, og jeg løb over målstregen i Sønderborg i tiden 5 timer og 33 minutter og fik et godt solidt håndtryk af Moses med kommentaren ”godt løbet”.

Billede

Photo: Ultraløbet Gendarmstien

Jeg sluttede sammenlagt som nr. 10 og ligger nu nr. 4 i den samlede stilling i mændenes ultracup ifølge Jakob Lind Tolborgs beregninger. Der er tæt løb mellem nr. 2 til 6, så nu glæder jeg mig ekstra meget til Ultraløbet Molsruten, som er det sidste løb i Ultracuppen, og som er på hjemmebane for mig.

 Nå ja, så var der lige det der med solcremen. Man siger jo, at man lærer noget nyt om sig selv hver gang man løber et ultramarathon. En af de ting jeg tager med mig fra Ultraløbet Gendarmstien er, at jeg ligner en billig efterligning af Onkel Reje, når jeg bliver solskoldet. God erfaring at bringe i spil til mit næste løb.

Tusind tak for et fantastisk fedt, afvekslende og udfordrende løb til Moses og (Gøgler-)Thure. Også tusind tak til hjælperne i depoterne, uden jeres hjælp var det ikke gået så godt.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Anmeldelse af Tachyon Jacket fra mont bell

Anmeldelse af mont bell Tachyon Jacket

Jeg har været så heldig at få fingrene i en Tachyon jacket fra mont bell. Jeg har testet jakken på mange forskellige løbeture fra 7 til 25 km i terræn og på asfalt. Jeg har testet den i kraftig og let vind samt i kraftig og let regn.

 Billede

Jeg var ikke i tvivl om at jeg kunne lide Tachyon jakken fra mont bell, da jeg fik den i hånden.

Med en vægt på bare 65 gram (Large) føles jakken så let som en fjer. Det første, man lægger mærke til, er det knitrende materiale, som jakken er lavet af. Det føles som en let teltdug, man tager hen over sig. Jeg forestiller mig, at det lidt er ligesom Harry Potters usynlighedskappe.

Min første tanke, da jeg fik den i hånden, var, at den ikke ville kunne holde vinden ude. Mine andre løbejakker er markant kraftigere og virker mere robuste. Denne tanke blev dog hurtigt gjort til skamme på min første løbetur. Jakken holder vinden helt væk fra kroppen og fungerer som lovet i de beskrivelser, jeg kan finde på nettet.

Jeg fik først jakken med hjem i en størrelse medium, men måtte erkende, at jeg nok stadig er en large efter at have haft den på. Jeg vil ikke beskrive jakken som slimfit, men den sidder forholdsvis tæt. Large-modellen virker dog en lille smule stor i ærmerne til mig. Jakken er ikke lang i ryggen, som mange andre løbejakker, men det har ikke været noget problem for mig i første omgang.

Jakken udmærker sig i kombination med et baselayer. En tætsiddende undertrøje kombineret med tachyon jakken er alt, hvad man behøver på langt de fleste løbeture her i foråret og tidlig sommer. Med et lag fungerer jakken perfekt, og man opnår en god åndbarhed via de dertil indrettede mesh-net under armhulerne. Selv på tempoture og op af bakker i skoven er åndbarheden god.

Hvis man til gengæld har både base- og midlayer på, synes jeg ikke, det virker til at jakken kan klare det. På mine ture har der været lidt kondens ude i ærmerne, hvis jeg har haft to lag under jakken.

Jakken er som nævnt super let og kan foldes sammen, så den kan være i et løbebælte. Jeg har selv et løbebælte fra Nathan med drikkedunk og en lille lomme til nøgler og gels. Tachyon jakken kan presses ind i mit bælte også, så jeg ikke engang behøver at have en taske med til jakken, hvis jeg skal løbe længere og er usikker på vejret.

For mig som ultratrail-løber er jakkens lethed af stor betydning. Til ultraløb betyder vægten meget, og med Tachyon jakken kan jeg skære meget ned i forhold til plads og vægt i forhold til mine andre løbejakker.

Jakken har ingen lommer eller hætte og er som udgangspunkt tænkt som en minimalistisk vindjakke. Jeg har løbet i den i let og kraftig regn og synes ikke, at den skal bruges som jakke, hvis det regner på din løbetur, men den kan sagtens holde dig tør på løbeturen, hvis der kommer en let regnbyge. Jeg testede dog jakken under det sidste ”skybrud”, og det kan den altså ikke klare, men det er heller ikke formålet med jakken.

Det at jakken ikke har lommer kan sikkert irritere nogle, men hvis man proppede nøgler, gels eller lignende i en let jakke som Tachyon, ville det føles helt forkert, og nøglerne ville slaske rundt, når man løb. De fleste løbetights eller -shorts har alligevel plads til nøgler eller gels, så for mig gør det ikke noget.

Ærmerne er snøret ind med en elastik, så jakken lukker helt tæt om håndleddet. Denne funktion er for mig rigtig lækker, fordi hverken vind eller regn kommer ind i ærmet, når man løber i den.

Alt i alt kan jeg kun anbefale mont bell Tachyon Jacket. Den er perfekt til det danske vejr og kan bruges det meste af året.

Jakken kan købes hos Ib i Outdoor Rødovre:

http://www.outdoorrodovre.dk/montbell-tachyon-jacket-bla-1000001238.html

 

Sidebemærkning | Udgivet den by | Skriv en kommentar

Anmeldelse af Inov8 Race Ultra Vest

Anmeldelse af Inov8 Race Ultra Vest

 

Jeg har i længere tid gået og kigget efter en løbevest til kortere ultraløb og træning, som kan supplere den ellers udmærkede Salomon løbevest (S-lab 12), jeg har.

Grunden til dette er, at jeg i længere tid har løbet med væskeblære og har fundet ud af, at jeg gerne vil løbe med flasker i stedet og ikke har brug for så meget plads, som s-lab 12 modellen har. Jeg har kigget meget på forskellige modeller, men besluttede til sidst at vente på Inov8s nye vest, da den lød til at være fantastisk i de indledende test, jeg kunne finde på nettet.

Så da jeg under en træningstur så, at Jesper Halvorsen havde fået fingrene i en, tog jeg straks fat i Ib fra Outdoor Rødovre, som er min lokale trailpusher.

Ib fik den hjem, og jeg var med det samme ude i butikken og hente den. Vesten er blevet testet på utallige træningsture både under og over 20 km samt til et enkelt 60 km ultratrailløb.

  Billede                     Billede                

 

Det blev kærlighed ved første berøring med denne vest.

Da jeg fik den i hånden, var det første, jeg lagde mærke til, hvor let den var. Vesten er lavet af Stretch Mesh og vejer ifølge Inov8s hjemmeside 195 gram uden flasker eller væskeblære. Når man trykker på vesten med fingrene, lægger man mærke til, at meshen føles som skum. Netop denne 3D skum-mesh gør, at vesten er virkelig blød og behagelig at have på, og den bliver ikke for varm, når man løber.

Vesten findes kun i en størrelse, hvilket er dejligt nemt at forholde sig til. Den kan til gengæld justeres på 6 spænder. 4 på ryggen og 2 foran, som kan placeres på forskellige måder, afhængig af hvad man synes er bedst. Dette fungere suverænt og er en af grundende til, at vesten føles som et ekstra stykke tøj og ikke en taske. Man får også en fløjte med, som monteres på et af de spænder, der ikke bruges.

Da jeg fik vesten på, var jeg i tvivl om, hvorvidt placeringen af flaskerne ved ribbenene ville blive et problem, om de fx ville skarve på længere ture. De bekymringer blev dog gjort til skamme. Jeg har haft vesten på mange gange, uden at det har været et problem. Vandflaskerne skvulper lidt under løb, men som regel er det et af de mindste af ens problemer. Det bedste ved denne vest er, at flaskerne ikke hopper under løb. De bliver, hvor de er, og man lægger faktisk ikke mærke til dem, hvis man ser bort fra lidt skulperi. Flaskerne bliver holdt på plads af en elastik, som man uden besvær kan hive over flasken. Inov8 har endda sat en lille strop på, så man uden problemer kan hive elastikken af eller sætte den på igen, selv med handsker på. Dette fungerer upåklageligt.

Nu kommer vi dog til en potentiel stor fejl ved vesten. Under en af mine træningsture fik jeg hevet elastikken helt ud af syningen, hvilket betød, at flasken i den ene side ikke var fastspændt på resten af turen. På en flad træningstur gør det ikke noget, da flaskerne selv uden elastik sidder okay fast, men havde det været til et ultratrailløb med op- og nedløb, havde det været katastrofalt. Jeg vælger dog at tro, at det var et enkeltstående tilfælde, men det vil tiden selvfølgelig vise.

Vesten kommer også med drikkeblære på 2 liter, som jeg faktisk ikke har testet endnu, da jeg pillede den ud med det samme. Rummet, hvor væskeblæren sidder, kan rumme 3,5 liter, hvis blæren er taget ud. Rummet kan i stedet bruges til jakke, pandelampe og hvad man ellers ville have brug for under en træningstur eller til et kortere ultraløb. Hvis man virkelig pakker rummet godt, kunne man nok også have plads til det obligatoriske udstyr til et længere ultraløb. En af de få ulemper, jeg er stødt på, er, at man skal pakke strategisk, hvis man skal have mere end en regnjakke med, da der jo kun er et rum, som ikke er opdelt. Så regnjakken skal f.eks. ligge øverst, hvis man regner med at skulle hive den frem og tilbage under løb. Til gengæld kan man med lidt øvelse faktisk nå det store rum på ryggen uden at tage vesten af. Rummet kan strammes ind med den store elastik, der krydser hen over ryggen, hvis man ikke har så meget med.

Billede

På forsiden af vesten findes der ud over drikkedunke 4 lommer, 2 små og 2 lidt større. Jeg har under mit sidste ultraløb på 60 km ikke brugt alt pladsen. De 2 små lommer kan sagtens rumme et par gels, saltsticks, elektrolytter eller hvad man nu bruger, mens de store både har plads til et mindre kamera eller en iPhone. Ingen af lommerne er dog vandtætte, og der findes ingen lynlås på denne vest – men det synes jeg netop er en af de fede ting ved den. Jeg har endnu ikke oplevet, at noget af mit grej er faldet ud.

Vesten føles let og bliver ikke for varm, blandt andet fordi der ikke er lommer på siden som på f.eks. s-lab 12. Det er åbent og dermed også luftigt. Jeg glæder mig til at prøve den under varmere vejrforhold, men kan ikke forestille mig at der bliver nogle problemer med varmeafledning.

 

Konklusion:

På den positive side:

Vesten er let

Drikkedukkene hopper ikke

Vesten er behagelig at have på og bliver siddende helt stramt under hele løbet

Der er mulighed for både væskeblære og flaske

Man har nem adgang til energi og andet via lommerne på fronten

Vesten har en god varmeafledning

 På den negative side:

Stroppen røg ud af syningen på tredje tur

Rummet bagtil er ikke opdelt, så man skal pakke strategisk

 

Jeg har haft 3 forskellige rygsække, og denne vest er uden sammenligning genial. Inov8 har med deres minimalistiske stil lavet en vest, som for mig må være noget nær det ultimative til de 3 løb i ultracuppen, som jeg skal løbe i år og til træning.

 

Vesten kan købes hos Ib i Outdoor Rødovre.

http://www.outdoorrodovre.dk/inov8-race-ultra-vest-loberygsaek-1000001320.html

Sidebemærkning | Udgivet den by | Skriv en kommentar

Ultraløbet Fyr til fyr løbsberetning

Løbsberetning Fyr til fyr 2014

Nogle løb bliver bare ved med at blive i bevidstheden, lang tid efter de er overstået. Sådan et løb er Fyr til fyr.

Jeg har derfor valgt at vente med at skrive min løbsberetning, til alle indtrykkene har fundet deres plads i mit hoved. Med et løb som Fyr til fyr tager det sin tid, for hold da op, mit hoved er stadig bombet med indtryk fra dette fantastiske løb.

Fyr til fyr blev fantastisk på flere niveauer.

Først og fremmest havde jeg glædet mig til dette løb, siden jeg for et år siden så billeder fra løbets første afvikling. En af de faktorer, der har drevet mig over i ultratrail-sammenhæng, er, at man får mulighed for at løbe i naturen og opleve forandringer i landskabet, når man løber længere distancer. Disse faktorer indfrier Fyr til fyr til fulde, for der er ikke mange steder i Danmark med en så alsidig og dramatisk natur som på Bornholm. Løbet byder på alt fra strand til klipper, og ruten løber igennem helt fantastisk dramatisk natur og små hyggelige byer med huse bygget på klipperne, så man nærmest føler sig i en lille sydeuropæisk by når man løber igennem dem.

Dette var også løbet, hvor det skulle vise sig, om min træning var begyndt at bære frugt. I år vil jeg nemlig prøve at løbe efter tider, og jeg har derfor fået hjælp til at strukturere min træning, og jeg er begyndt at løbe intervaltræning.

Tre dage inden løbet lå jeg hjemme på sofaen med feber og halsbetændelse. Jeg var skuffet, bitter og en smule vred over, at jeg nu højst sandsynligt skulle melde fra til et løb, som jeg har trænet til og ventet på at løbe i et år. Min frustration over situationen delte jeg med mine facebook-venner, som kom med gode råd til, hvordan man bliver hurtig frisk. For bare at nævne nogle af de fantastiske råd var der blandt andet:

– Kleenex?

– Svedhytte, ingefær og hvidløg.

– 2 fed rå hvidløg i varm mælk – polsk råd.

– It ain’t over till the fat lady sings – and she ain’t even warming up yet. Ro og hvile indtil weekenden!

– Jeg kan komme forbi og give dig en lammer på skulderen og en kæberasler. Så tænker du ikke mere over den bette halsbetændelse.

– Det hjælper, når dine sten falder ned. Polsk råd.

Det bedste råd skulle dog vise sig at komme fra en anden trailløber ved navn Per Egon. Hans opmuntring lød:

”Sådan havde jeg det også sidste år med influenza. Det forsvinder, når du står ved fyret.”

Det skal lige siges, at Per Egon sidste år blev nummer to. Intet pres.

Per Egon havde ret. Jeg valgte at tage af sted fredag morgen sammen med tre andre løbere, Peter, Jesper og Marco. Jeg havde det stadig dårligt, men min feber var væk. Da lørdagen kom, og vi sad i bussen, havde jeg det stadig dårligt, men bedre end dagen før. Det skulle vise sig at blive endnu bedre, for i det øjeblik, jeg stod af bussen ved Dueodde, tog adrenalinen over, og jeg følte mig frisk og klar.

Billede

Foto: Peter Riis

Der gik ikke lang tid, før klokken var 07.00, og Moses Lovstad satte løbet i gang, og så var det bare derudaf.

Min taktik til løbet, før jeg blev syg, var, at jeg ville under 6.12, da dette ville udløse en øl fra Mikkeller, og de er sgu gode. Jeg havde planlagt at løbe de første 20 km i tempo 5.00-5.15, hvor det kunne lade sig gøre, og så ellers se, hvad benene kunne holde til på de næste 20. Da jeg nu var smådårlig og ikke have rørt mig i en lille uge, havde min plan ændret sig, og jeg havde inden løbet besluttet at tage det roligt. Da startskuddet lød, befandt jeg mig forrest i feltet, og derfor løb jeg af sted uden at tænke over tempo og helbred. Det skulle vise sig at være en god ide, for kroppen var, som Per Egon havde sagt, klar, og sygdom syntes at være forsvundet. Jeg gik med det samme tilbage til den oprindelige plan og holdt et snit på 5.08 på de første 20 km indtil depotet. Det kom bag på mig, at jeg kunne holde den fart uden at mærke efterveerne fra min sygdom, men forskellige omstændigheder gjorde det muligt. For det første var vejret perfekt, og da starten gik, løb man fra fyret i Dueodde odde over en række klitter ned til stranden. Bare dette fantastiske syn af trailløbere i en lang række over klitterne har indprintet sig i mit hoved og gav endnu et skud til motivationen.

Billede

Foto: Stine Sophie Winckel

De første små 10 km af løbet foregik i vandkanten langs stranden og var enhver beach-runners våde drøm. Sandet var fast, og man kunne skyde en god fart på det hårde sand. Ind imellem var sandet løst, og benene sank nogle gange også dybere, end jeg havde regnet med, hvilket lignede en meget alternativ løbestil som må have set voldsomt sjovt ud for de tilskuere, der var stået tidligt op og heppede undervejs.

Billede

Foto: Rune Yates

Mellem 10 og 20 km syntes jeg, at mine baglår drillede lidt og virkede spændte, så da jeg nåede det første depot i Svaneke, var min umiddelbare tolkning, at jeg måske alligevel var startet for hårdt og jeg brugte lidt tid på at snakke med Maibritt og Thure i depotet, mens jeg spiste en banan. Thure stak mig en nævefuld af de fandens lækre karameller fra Karamelleriet og af sted igen.

Humøret var dog i top, da jeg startede næste del af etapen fra Svaneke til næste depot i Gudhjem. Mine ben havde det overraskende godt, og den spændthed, jeg tidligere havde følt i baglåret, var forsvundet. De næste 10 km havde jeg en fest. Naturen var fantastisk, og sporet var ind i mellem teknisk svært, men udfordrende. Jeg havde en længere periode haft en gruppe på fire-fem løbere 2-300 meter foran mig og kunne ved at ligge bag dem bruge mindre tid på at koncentrere mig om at finde vej, da de virkede til at vide præcis hvor sporet skulle findes. Jeg havde på den første del af fulgtes en smule med en anden løber, Bruno, som jeg fandt ud af havde løbet Trail Verbier Saint Bernard, som jeg er tilmeldt til sommer. Jeg snakkede ind i mellem med ham og fik lidt tips og tricks til sommerens løb. Jeg har efterfølgende fået lov til at kontakte ham med eventuelle spørgsmål, jeg måtte have. Dette aspekt af trailløb er en af de ting, som gør det til en fed sport at dyrke, nemlig hjælpsomheden blandt medløberne. Dette har jeg her i mit forår som ultratrail-løber nydt godt af.

Billede

Foto: Fyr til fyr

Da jeg nåede til depotet i Gudhjem, havde jeg taget afsked med Bruno, men forrygende service af Peter Riis og en peptalk af Ulrik Petersen.

Mine ben var begyndt at gøre mig opmærksom på deres tilstedeværelse, og det var, som om de spurgte mig, om det her nu også var noget, jeg havde gennemtænkt.

Et gammelt nordisk ordsprog siger: ”Man skal stoppe, mens legen er god”. Det synes jeg er et gammelt lorteordsprog, og jeg gjorde mine ben opmærksomme på det ved at forsætte ud af depotet i Gudhjem i samme tempo, som jeg løb ind i det.

Det skulle dog vise sig, at mine ben suverænt bestemmer, hvem der bestemmer, og allerede ved første stigning omkring Helligdomsklipperne tvang de mig til at sætte tempoet ned. Heldigvis havde jeg ved dette tidspunkt indhentet en løber, som jeg har stor respekt for, og som er en forbandet flink fyr, nemlig Fabricio Bastian. Da jeg nåede ham og spurgte, hvordan det gik, sagde han: ”Jeg er helt frisk, men jeg kan ikke løbe hurtigere,” jeg gik derfor ud fra, at han havde haft samme dialog med sine ben – og lige som mig havde tabt kampen. Jeg spurgte derfor, om jeg måtte lægge mig i røven af ham og blive trukket det næste stykke tid. Det var helt i orden og de næste ca. 10 km fulgtes vi ad på sporet, som var begyndt at vise, hvorfor Bornholm ikke bare er som en tur rundt om Damhussøen. Når mine ben gør rigtig ondt, finder jeg nogle gange måder at ignorere dem på ved at kigge på naturen, jeg løber i. Det kunne jeg heldigvis i små perioder også gøre, men da sporet til tider var teknisk svært, var det kun i små glimt.

Billede

Foto: Stine Sophie Winckel

Omkring de 50 km ramte vi et asfaltstykke, og jeg kunne mærke på mine ben, at de nu var klar til at sætte tempoet en smule i vejret. Jeg løb derfor langsomt fra min redningsmand Fabricio, mens jeg tænkte på, om jeg faktisk var i fuld gang med at være jorden største røvhul og forlade den løber, der lige havde hjulpet mig over min krise. Svaret var et rungende JA, men jeg besluttede, at jeg ville bede om tilgivelse, når vi så hinanden igen. De næste kilometer var hårde mentalt, og jeg brugte nu min familie som motivation. Min indre monolog lød nogenlunde sådan her: ”Nu har du været et egoistisk røvhul og har efterladt din smukke kone med en treårig dreng i trodsalderen og en nyfødt, mens du med tre venner har lejet et sommerhus og snakker udstyr, drikker øl og spiser god mad, og så tænker du på ikke at gennemføre det, du havde sat dig for og hele grunden til turen. DIT STORE SVIN!” Det virkede, og de næste kilometer forsvandt stille og roligt under mine fødder. Og før jeg vidste af det, var jeg nået til Hammerknuden og manglede kun ca. 2 km. Herfra fulgtes jeg med en løber, jeg havde indhentet, og vi løb sammen i mål på toppen i tiden 05.45.

Billede

Foto: Stine Sophie Winckel

I målet fik jeg min øl fra Mikkeller, men besluttede at gemme den til en aften i sofaen, hvor jeg kunne nyde den og mindes løbet, for lige nu var jeg bare helt færdig. Jeg frøs og skiftede hurtigt til noget tørt tøj og brugte de næste timer på at klappe andre løbere over målstregen.

Mens jeg sidder og skriver dette, er jeg sygemeldt fra arbejdet igen. Ikke af egen fri vilje, men mine kollegaer syntes, at jeg lignede lort i mandags, og de sladrede til min chef, som sendte mig hjem. Det viser sig, at min krop trods alt bestemmer, og jeg kan tydeligt mærke, at jeg har presset min krop mere, end hvad sundt er – men jeg ville gøre det igen for bare en halvt så god oplevelse som Fyr til fyr 2014. Løbet indfriende mine forventninger, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har løbet det. Nu skal kroppen have hvile inden næste løb i ultracuppen, som er Gendarmstien d. 14 juni.

Tusind tak til Moses og Thure for dette fantastiske løb og alle de frivillige der hjalp til. 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer